sådan laver du din egen seo analyse på 16 min.

Lav din egen SEO analyse på 16 min.

Sådan finder og løser du SEO problemer, der forhindrer din hjemmeside i at komme til tops i Google

Når det drejer sig om SEO er det detaljerne, der tæller. Og hvis du ved lidt om SEO ved du også, at der er mange detaljer! Derfor er det en god idé at gå frem efter en skabelon eller en checkliste – det er simpelthen for vanskeligt at huske alle detaljer. Det er i øvrigt en ting, vi gør meget ud af i vores SEO Coaching Program.

Der er naturligvis detaljer, der er vigtigere end andre og hvis du har begrænset tid til din søgemaskineoptimering, bør du fokusere på det vigtigste, så du bruger din tid mest effektivt. Det er derfor jeg har lavet denne 16-minutters SEO Analyse.

Den bør være forholdsvis nem at gå til, men har du ikke beskæftiget dig med SEO før, kan det godt være, at du skal bruge mere end 2 min. på hvert trin og dermed lidt mere end 16 minutter på analysen…

Trin 1: Gennemgå dine Title Tags

Den vigtigste faktor på dine sider, når det kommer til SEO, er dine Title tags. Det er en del af html-koden og den angives i en kode, der ser således ud: <title>Her står titlen</title>. Det kan godt være lidt forvirrende, for titlen kan faktisk ikke ses på din side, men kun i din browser og så i Googles søgemaskine. Hvis du ønsker at finde dine title-tags i html-koden kan du højre-klikke med musen og så “Vis kildetekst”.

Hvad skal du se efter?

Du skal se efter om det søgeord, du gerne vil placeres for i Google med den pågældende side, fremgår i titlen. Hvis søgeordet ikke er der, så kan du ved at tilføje det sandsynligvis komme betydeligt højere op i Google med den pågældende side.

Du bør starte med at tjekke din forside og derfra til de vigtigste produkt- eller servicesider på din website.

Trin 2: Gennemgå dine Meta Descriptions

Det næste du bør tjekke på websiten er Meta Description. Og igen, kan du ikke se dem på siden!

Du skal enten finde dem i kildekoden eller i et felt i dit CMS, hvor du opdaterer din hjemmeside. Hvis du kigger i kildekoden skal du lede efter “<meta name=”description”, hvor du finder selve beskrivelsen for den enkelte side.

Hvad skal du vurdere?

Før det første skal du sikre dig, at der overhovedet er en Meta Description og dernæst, at den er overbevisende. Hvis der ikke er en Meta Description, vil Google tage noget tilfældigt tekst og præsentere i stedet. Google bruger din Meta Description i søgeresultaterne som beskrivelsen af den pågældende side.

Jo mere overbevisende din Meta Description er, desto flere vil klikke på den, når den dukker op i Google. Og det er jo disse klik, der betyder noget for dig og det er samtidigt en indikation for Google om, at siden interesserer brugerne og dermed kommer den højere op i søgemaskinen.

Trin 3: Gennemgå dine H1 tags (overskrifter)

Så kommer vi endeligt til et element, der rent faktisk vises på hjemmesiden! H1 eller den vigtigste overskrift på siden fortæller ligesom Title tag, hvad siden omhandler. Hvis den indeholder en søgeterm, så ved Google, at din side er relevant for dette søgeord og at siden derfor skal med i søgeresultaterne.

Hvad skal du vurdere?

Sørg for at overskriften indeholder en variation af dit søgeord og at overskriften er anderledes end title-tag. Du bør ligeledes sørge for at overskriften står i en H1-tag. Det kan du kontrollere i kildekoden ved at søge efter <h1>. Du bør endvidere kun have én H1-overskrift på hver side.

Trin 4: Gennemgå brødteksten på dine sider

Det næste du bør gøre er at læse selve teksten på dine sider. Der er ikke noget teknisk her, du skal blot læse teksten.

Hvad skal du kigge efter?

Først, hvor lang er teksten? Helt generelt bør den være mindst 500 ord, hvis du vil have, at siden kommer højt op i Google (afhængig af konkurrencen på det pågældende søgeord). I mange tilfælde er det nødvendigt at skrive godt kvalitetsindhold, der er på mindst 1.000 ord.

Det næste er kvaliteten. Google ønsker, at brugerne kan finde den bedste information, når de søger i søgemaskinen, så de frasorterer sider med lav kvalitet. Hvis du ikke selv synes, at dine sider er gode, så synes Google det sikkert heller ikke og det kan hæmme dine sider.

Og husk at placeringen i Google er relativ, så dit indhold skal være bedre end de andre sider, hvis det skal til tops for relevante søgeord.

Trin 5: Tjek dit domæne for duplicate content

Dette lyder måske en smule teknisk, men det er det faktisk ikke! Prøv at gå til www.seocoaching.dk og se hvad der sker. Adressen findes ikke – i stedet bliver du automatisk ført videre til seocoaching.dk (altså uden www).

Dette er vigtigt, for teknisk set er seocoaching.dk og www.seocoaching.dk to forskellige websites, så hvis den ene ikke “re-directer” til den anden, har du to forskellige websites med det samme indhold og det kaldes “duplicate content”. Og duplicate content kan skade dine placeringer i Google.

Hvordan tjekker du dette?

Du prøver bare at skrive din webadresse med og uden www. Hvis den ene automatisk henfører til den anden, så har du intet problem. Men hvis du kan tilgå begge websites, bør du få det ændret hurtigt – vi kan eventuelt hjælpe, hvis du har brug for det.

Trin 6: Tjek for “Broken links”

I dette trin undersøger vi om din hjemmeside har nogle “broken links” – altså links der peger hen på en side, der ikke (længere) eksisterer. For at tjekke dette kan du bruge et værktøj, der hedder Screaming Frog (ja, det hedder det altså!). Det findes i en gratis version.

Umiddelbart kan værktøjet virke lidt uoverskueligt, så brug lidt tid på at blive fortrolig med det. Men ellers tager det kun et minut at finde broken links. Du kan se, hvordan man gør her.

Trin 7: Tjek for duplicate indhold

I trin 5 tjekkede vi for om dit domæne eksisterede med mere end én website (med/uden www). Nu skal vi tjekke om indholdet på dine sider findes mere end ét sted. Enten på din egen hjemmeside eller hvis nogen har kopieret dit indhold (eller du selv har…!). Har du duplicate content er det næsten umuligt at få det placeret i Google og det kan trække ned på dine andre sider også.

For at finde ud af om din website indeholder duplicat content kan du anvende værktøjet Siteliner, der er gratis.

Trin 8: Tjek din hjemmesides hastighed

Det sidste trin er at tjekke din hjemmesides hastighed. Google bruger download hastighed som en rankingfaktor i algoritmen, da de færreste gider at vente på, at en hjemmeside loader. Så jo hurtigere din side er, desto bedre og jo højere op i Google.

Det er forholdsvis nemt at tjekke hastigheden, da Google selv stiller et gratis værktøj til rådighed; Page Speed Insights. Du skriver blot din webadresse og klikker på Analysér, så klarer værktøjet resten. Page Speed Insights giver dig også forbedringsmuligheder, hvis din side er for langsom, så du kan se, hvordan du forbedrer hastigheden.

Det var det! Hvis du går disse 8 trin igennem og retter op på de fejl, din hjemmeside har, så vil du hurtigt få bedre placeringer i Google.

Vil du have hjælp med SEO?

Vil du have de gode tips og råd implementeret på din hjemmeside med vores hjælp, så prøv vores SEO rådgivning eller SEO coaching programmer og kom godt i gang.

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at deltage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *